magasinet-rus.dk

Forside Synspunkt Rusmiddelkultur Når mange drikker for meget

Når mange drikker for meget

Udskriv

Er de helt store problemer i dagens Danmark bankkrak, topskat eller trafikpropper? Eller at en halv million danskere drikker for meget?

En ønskesituation er, at ”få får for meget og færre for lidt”. Når det gælder alkohol, mener jeg, at man ikke kan drikke for lidt. Men, og det er alle vist enige om, at det er let at komme til at drikke for meget. Og svært at holde op dermed.

Tydelige skader
Et for højt alkoholforbrug giver tydelige skader. For den, som drikker: Fysiologisk påvirkning, psykiske vanskeligheder, konsekvenser i det sociale liv, jobbet mistes, problemer med bolig og levestandard. Ofte fører det ind i et spind af fortielser, løgne og forvrængninger.

Mange andre suges med ind i konsekvenserne af et for højt alkoholforbrug. Hele familien påvirkes heraf. I mange tilfælde griber det massivt og ødelæggende ind i andres liv. Også de bliver mærket for livet!

Dække over misbruget
Ægtefælle/samlever tvinges, frivilligt eller ufrivilligt, til at dække over misbruget og være den, der forsøger at samle op og reparere. Mange accepterer utroligt me-get i forsøget på at holde sammen. Alligevel går så forfærdeligt meget i stykker. Uanset om det kommer til brud, eller man kæmper videre.

Det kan ende med, at hele familien bli-ver ”alkoholisk”: At misbruget bliver omdrejningspunktet og styrer alles liv. Den naturlige intimitet i familien går tabt. De følelsesmæssige udtryk kommer i disharmoni. Indadvendthed, selvbebrejdelser og psykosomatiske symptomer følger efter. Med følelser af hjælpeløshed og afmagt – uden tro på eller evne til at se andre muligheder.

Forstærkes af skyld og skam
Den manglende kommunikation fører til isolation og manglende fællesskab og samhørighed. Situationen forstærkes af skyld og skam. I værste fald ender det med, at børnene må påtage sig en alt for stor del af ansvaret – i en alt for tidlig alder. De bliver små voksne!

Eller de får lov at være børn – men fjernes fra hjemmet! En meget stor del fjernelser fra hjemmet skyldes alkoholmisbrug. Fjernelse kan være nødvendig og rigtig, hvis ikke kompetent hjælp til familien er tilstrækkelig. Men det sætter  kraftige og langtvirkende spor.

Ikke en privatsag
Hvor meget man vil drikke, er ikke en privatsag. Det skal ikke afgøres af den enkelte selv. Drikkeri påvirker også andre – mest de nærmeste i familien, men også arbejdskolleger og venner.

Listen over samfundsproblemer er lang. Men den udfordring, at alt for mange drikker for meget, er en af de største! En del af løsningen er, at vi alle vil erkende udfordringen og – i stedet for at fortie og benægte den – gøre noget ved den.

NB. Ovenstående er skrevet ud fra alkohol-vinklen, men kan paralleliseres til andre former for misbrug.