magasinet-rus.dk

Forside Alkoholkultur Forskning og Undersøgelser Når brug bliver til misbrug

Når brug bliver til misbrug

Udskriv

Ny forskning skal kaste lys over den halve million danskere, som drikker for meget uden at være afhængige – men som kan risikere at blive det

Ifølge de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen drikker omkring en halv million voksne danskere mere end den anbefalede genstandsgrænse – og cirka 340.000 af dem har et storforbrug, som risikerer at udvikle sig til afhængighed. Dertil kommer yderligere cirka 140.000, som er blevet alkoholafhængige.

Selv om storforbrugerne drikker så meget, at det kan få negative konsekvenser for dem selv , familien og arbejdspladsen er de ikke identificeret som misbrugere i behandlingssystemet. Desuden er der en meget begrænset forskningsmæssig viden om gruppen.

Det er baggrunden for, at TrygFonden har givet tilsagn om at støtte forskeren Margaretha Järvinen, professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet og SFI med 2,8 millioner. Hun skal blandt andet undersøge, hvem det er, der drikker for meget og hvornår brug bliver til misbrug.