magasinet-rus.dk

Forside Alkoholkultur Passiv drikning Min datter var en tikkende bombe

Min datter var en tikkende bombe

Udskriv

M er mor til en pige på 14 år, som deltager i det første forløb med børnegrupper i Århus Kommune. Hun kunne se, at hendes datter havde brug for hjælp udefra til at bearbejde sine følelser. En dag sagde datteren: ”Det er som om, jeg har en hel sæk i maven.”

M hørte første gang om det nye tilbud fra sin familiesagsbehandler. Hun var ikke i tvivl om, at hendes datter kunne have god hjælp af en sådan samtalegruppe. Datteren var også interesseret, og så kom der et møde i stand med en af gruppelederne og kommunens forebyggelseskonsulent. Forventningerne er ikke blevet skuffet.

Uforløste følelser
- Jeg kan mærke på D, at det har gjort en forskel. Hun har haft godt af at møde nogle børn i samme situation, for derinde kan hun ikke sige noget, der chokerer nogen. Det er anderledes, end med de veninder hun ellers har, fortæller moderen.

M har selv haft et misbrugsproblem i en årrække, og selv om det nu er nogle år siden, betød det stadig noget for datteren. Hun gik både med uforløste følelser fra dengang, og var nervøs for, om moderen skulle begynde at drikke igen.

- Jeg sagde til D, at hun bare skulle læsse af til mig, også om de gamle ting. Jeg ville gerne høre det, hvis det kunne hjælpe, siger M.

Men M kunne se, at det ikke hjalp nok for hendes datter, der jo også elsker sin mor og vil tage hensyn til hende.

- Jeg kunne se, at det blev værre og værre for hende, hun var som en tikkende bombe. Der skulle noget andet til, og inde i den gruppe kan hun jo sige, lige hvad det skal være om sine følelser, uden at være bange for at såre mig. Jeg er faktisk mere glad for dette tilbud med, at D møder ligestillede unge end for eksempel psykologsamtaler.

Føle sig tryg
Første gang D skulle til møde, var hun nervøs og usikker på, hvad det var for noget, men hun følte sig hurtigt tryg, og er blevet glad for møderne. Det er godt, at have et sted at få snakket tingene igennem, og i tiden frem mod næste møde giver det en tryghed at vide, at hun skal derind igen, hvis noget bliver svært.

- Man bliver rimeligt gode venner derinde, og jeg snakker eller skriver også med de andre piger fra gruppen en gang imellem til hverdag. Vi kan både lave sjov og tale om alvorlige ting med hinanden. Jeg tror, vi vil bevare kontakten, når vi engang slutter i gruppen, fortæller D.

Har fået det bedre
D kan mærke, at hun har fået det bedre af at gå i gruppen, og hun vil gerne gå der i lang tid. Møderne måtte også gerne være lidt hyppigere, fortæller hun. At de voksne i gruppen både er professionelle fra kommunen og frivillige fra IOGT, kan hun godt mærke.

- Det er nemmere, at snakke med en voksen, der kender de her problemer fra sit eget liv.

Hun kunne godt tænke sig, hvis gruppen sammen med gruppelederne en gang imellem tog på tur, men ellers er møderne fine.

- Den første time snakker vi om, hvad der er sket siden sidst, og den sidste time er det forskelligt, hvad vi snakker om. Jeg synes, vi er rigtig gode til at lytte og støtte hinanden, siger D.