magasinet-rus.dk

Forside Behandling Døgnbehandling Hun giver misbrugeres børn en chance

Hun giver misbrugeres børn en chance

Udskriv

Overlæge May Olofsson er skaber og leder af det familieambulatorium, som nu skal danne model for ambulatorier i alle landets fem regioner.

På Familieambulatoriet i pavillion 4 ved Hvidovre Hospital kan gravide kvinder med misbrugsproblemer gå direkte ind fra gaden og komme i behandling med det samme. Her behøves ingen henvisning.

- Den direkte adgang er meget vigtig, for tiden er kostbar, når vi skal forebygge misbrugsskader på det kommende barn eller hjælpe kvinden igennem en abort, siger overlæge May Olofsson.

Den åbne og handlende tilgang til de gravide misbrugere og efterfølgende til deres børn går igen i alt, hvad overlægen fortæller om ambulatoriets arbejde.

Forebygge medfødte skader
Familieambulatoriets formål er at forebygge medfødte skader og sørge for, at børnene ikke lider overlast i deres opvækst. Og det er netop de gode resultater med dette arbejde, som nu har fået Velfærdsministeriet til at beslutte, at der skal etableres familieambulatorier i hele landet.

- Sammenligner man de børn i vores område, der bliver født nu, med de børn, der blev født før Familieambulatoriet eksisterede, er der meget stor forskel både på sundhedstilstanden ved fødslen og på, hvordan de vokser op og udvikler sig. Endelig er der både en samfundsøkonomisk og en stor menneskelig gevinst ved at forebygge disse skader, siger May Olofsson.

Tæt kontakt til risikobørnene
Børnene er som udgangspunkt risikobørn. Mange af de medfødte skader, som børn af misbrugere kan have i hjerne- og nervesystem, kan ikke diagnosticeres ved fødslen. Når de så oveni ofte vokser op i et kaotisk miljø, kan det gå helt galt, hvis der ikke er nogen, der følger deres udvikling, støtter og kan gribe ind, siger May Olofsson.

Børnene følges tæt i Familieambulatoriet, til de fylder seks år. Hvad enten de er anbragt i familiepleje, på institution eller bor hjemme, undersøges de af en læge og en psykolog fra Familieambulatoriet regelmæssigt. Første gang en måned efter udskrivelse fra hospitalet (efter fødslen), dernæst med tre måneders mellemrum i det første leveår, med seks måneders mellemrum i andet og tredje leveår og en gang om året frem til skolealderen, med mindre der er behov for mere.

- Det er altafgørende, at vi følger børnene så tæt, fordi det sikrer, at vi med det samme får taget fat i de problemer, der melder sig. Er vi bekymrede, kontakter vi den pågældende socialforvaltning. Vi er et tilbud og kan ikke tvinge noget igennem, men socialforvaltningen bestemmer i forhold til børnene og kan fx anbringe dem uden for hjemmet, hvis de ikke finder det forsvarligt at lade børnene vokse op hjemme, siger May Olofsson.

Tillid og respekt
Men hvordan opnår Familieambulatoriet det nødvendige tillidsforhold til moderen, hvis hun ved, at ambulatoriet samarbejder med den forvaltning, som i sidste ende kan fjerne hendes barn?

- Kvinderne i stofmisbrugsmiljøerne kender os og har tillid til os. Langt de fleste af kvinderne har været meget glade for kontakten med Familieambulatoriet og har følt sig respekteret og ligeværdigt behandlet. Vi arbejder også ude i miljøet og kommer fx i Reden (opholdssted på Vesterbro for prostituerede) en aften om ugen og fortæller om prævention og giver gratis p-piller og p-stave. Som ung læge arbejdede jeg meget i stofmisbrugsmiljøet i de tre år, hvor jeg lavede mit forskningsprojekt om børnenes sundhedstilstand og opvækstvilkår. Der er skabt en gensidig respekt gennem mange år, siger May Olofsson.

Hun har heller aldrig oplevet nogle kvinder, der ikke ønsker det bedste for deres kommende børn.

- Alle kvinder vil det bedste for deres børn, og det gælder selvfølgelig også kvinder, som er misbrugere. Langt de fleste af kvinderne er i stand til at indgå i en behandling under deres graviditet i en grad, så det kommer deres børn betydeligt til gode, siger May Olofsson.

Vil gerne gennemføre svangerskabet
De gravide kvinder, der kommer til Familieambulatoriet og gerne vil gennemføre svangerskabet, indlægges ofte på Hvidovre Hospital eller Rigshospitalets svangreafdeling tidligt i forløbet og kan blive der indtil fødslen.

- En indlæggelse får dem væk fra det ofte belastende og stressende miljø med stoffer og måske prostitution. På hospitalet bliver de undersøgt og behandlet og får hjælp til afvænning, ordentlig mad og tryghed, som de har brug for, når fostret skal udvikle sig så godt som overhovedet muligt, forklarer May Olofsson.

Kvinderne får altid tilknyttet et fast team af en læge, en psykolog, en socialrådgiver og en jordemoder fra Familieambulatoriet, der tager sig af dem – også mens de er indlagt på svangreafdelingen.

Interessen for de svage
Overlæge May Olafsson har med egne ord altid interesseret sig for socialt udsatte børn.

- Jeg ville gerne være børnelæge, og i 1970´erne, da mine egne børn var små, og jeg læste medicin, boede vi på Vesterbro. Her mødte jeg børn, der levede under meget barske forhold. Men det var egentlig en lille artikel, om at pædagogerne i børnehaverne ikke burde ryge på børnenes stuer, der satte skub i hele min forskningskarriere, fortæller May Olofsson.

Artiklen blev nemlig læst af Undervisningsministeriets konsulent for alkohol- og narkotikaspørgsmål, som ringede hende op. De manglede en læge, der interesserede sig for børneområdet til at lave et forskningsprojekt om, hvad stofmisbrug betyder for børns udvikling. Kunne det være noget for hende?

Det kunne det i høj grad. Og de kommende tre år (1979-1982) arbejdede May Olofsson med to forskningsprojekter. Det ene gik ud på at gennemlæse al udenlandsk litteratur på området. Det andet at finde, interviewe og undersøge 79 stofmisbrugere og deres 89 børn født i perioden 1970-1978.

- Det blev en meget chokerende oplevelse. Kun 25 % af børnene kunne betegnes som normale, resten havde alvorlige skader på deres udvikling fx retarderet udvikling, hjerneskade eller omsorgssvigt. Børnene og mødrene var i høj grad svigtet af samfundet, siger May Olofsson.

Fokus på de gravide misbrugere
Efter forskningsprojektet gik den unge læge i gang med at lægge en strategi. Hvis man skulle redde børnene, så skulle man have fat i mødrene allerede tidligt i graviditeten, for ellers var løbet kørt. Hun søgte derfor en stilling på Rigshospitalets Fødeafdeling og fik ud over de normale vagter lov til (i sin fritid) at varetage arbejdet med de gravide misbrugere.

- På den måde kunne jeg sætte ind med hjælp til dem allerede tidligt i graviditeten. Det viste sig at virke, og ud fra de erfaringer og videre forskning samt studieophold i USA lykkedes det gennem årene at opbygge Familieambulatoriet, siger May Olofsson.