Det handler om mennesker

Udskriv

Godkendelsesordninger, akkreditering, kvalitetsstandarder - ordene flyver om ørerne på os. Bag dem handler det om mennesker i svær nød og med dårlig livskvalitet.

Det er i virkeligheden meget banalt: når et menneske er blevet afhængig af et rusmiddel, har han eller hun brug for et kvalificeret behandlingstilbud. Det skal både rette sig mod afhængigheden og samtidig støtte borgeren i at få styr på et kaotisk liv. Boligen er måske væk, familien og børnene er røget ud i periferien, mens misbruget har stået på – og jobbet er sikkert også forsvundet. Denne borgers hele livskvalitet er på spil, og det stiller store krav til de instanser, som skal give den nødvendige hjælp.

Livskvalitet
Ordet ’livskvalitet’ bliver ikke brugt så tit i debatten, men det er vigtigt at forstå, at det er mennesker i svær nød og med ringe livskvalitet, vi ser i misbrugsbehandlingen. Hvis det skal lykkes for dem at komme tilbage til et liv uden misbrug, så kræver det nogle fundamentale livskvaliteter. Bolig og kontakt til familien, blandt andet. Der må ikke opstå rigide forhindringer, men det gør der desværre tit. Et eksempel:
en yngre mand har været igennem en vellykket behandling for sit misbrug. Kort inden behandlingen startede, havde hans kone og børn forladt ham. Han bor rundt om hos venner og bekendte – og han har ikke noget arbejde. Nu, hvor han er blevet fri af sit misbrug, vil han gerne have en ordentlig bolig for at kunne se sine børn igen og bygge et nyt liv op. Han finder en lejlighed til 4.000 kroner, hvilket jo ikke er dyrt i Københavnsområdet – men kommunen siger nej. Med laveste kontanthjælp har han ikke råd til at bo der, siger sagsbehandleren. I stedet må han finde sig et værelse. Han har svært ved at finde arbejde på grund af en plettet strafattest.

Borgeren lades i stikken
For den unge mand var lejligheden vejen til at genopbygge livskvalitet – for sagsbehandleren var den mod reglerne. For os behandlere var det endnu et eksempel på, at man ikke vil tage ’hele pakken’. Men hvorfor hjælpe ham ud af misbruget, hvis man ikke er parat til at støtte ham hele vejen til en bedre livskvalitet? Hvor er den sunde fornuft i det? Udefra set ligner det regelrytteri, som lader borgeren i stikken. Og det mærkelige er, at alle undersøgelser viser, at det økonomisk betaler sig rigtig godt for en kommune, hvis den kan undgå at tidligere misbrugere får tilbagefald. Altså sørger for at der er kvalitet hele vejen rundt.

Også krav til kommunerne
Det er godt, hvis diskussionen om godkendelsesordninger kan få Sundhedsministeren til at komme med nogle sundhedsfaglige krav til alkoholbehandlingsstederne, både de private og de offentlige. Selvfølgelig skal borgerne sikres et ensartet og kvalificeret behandlingstilbud.
Men politikerne må ikke glemme, at der er også er stor forskel på kommunernes egen indsats. Lægeforeningens undersøgelse viste, at der er store forskelle på udredning, visitation, økonomi og personaleuddannelse. Jeg besøgte for nylig en kommune med 80.000 indbyggere. Her var ansat 2 sagsbehandlere som ansvarlige for alkoholbehandlingen. Det er ikke godt nok overfor mennesker, som har så desperat brug for en helhedsorienteret indsats.
Politikere siger ofte, at de sætter borgeren i centrum. Lad det så også gælde for mennesker med misbrugsproblemer og dårlig livskvalitet.

Synspunkt skrives på skift af behandlere, politikere og meningsdannere, som i deres hverdag er beskæftiget med misbrugsproblemer.

Henrik Rindom er psykiater, overlæge og formand for Lænke-ambulatorierne. Han deler arbejdet ligeligt mellem psykiatrisk afdeling på Hvidovre Hospital og Stofrådgivningen i København. Han regnes for én af landets førende eksperter på rusmiddelområdet.