magasinet-rus.dk

Forside Synspunkt Forebyggelse Det store tabu

Det store tabu

Udskriv

Da kommunerne overtog ansvaret for alkoholbehandling og -forebyggelse, overtog de samtidig et af de mest tabubelagte politikområder i vort samfund.

Det er pinligt og ubehageligt, når vi privat oplever, at en kollega, en aegtefaelle, en foraelder eller man selv ikke kan styre forbruget – det er sjaeldent en oplevelse, vi taler med andre om.

På samme måde fungerer det tilsyneladende i det offentlige rum. Ganske vist viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at det ikke kun er ”manden på baenken”, som har et problematisk alkoholforbrug, men at det straekker sig langt ind i det paene borgerskab og hos veletablerede samfundsborgere.

Ganske vist kan vi jaevnligt laese om samfundsstøtter, som enten ufrivilligt – ofte i forbindelse med en trafikforseelse – eller frivilligt traeder frem og beretter om et alkoholforbrug, som har taget overhånd. Alligevel tøver man med at lave lovgivning, som omfatter begraensning af alkoholforbruget.

Alkoholproblemer eksisterer tilsyneladende ikke på Christiansborg. Og det får naturligvis konsekvenser, når der skal udvikles politikker.

Forebyggelse
I løbet af foråret kommer Forebyggelseskommissionen med sit udspil til bedre sundhed for danskerne. På alkoholområdet kan man ikke undgå at have store forventninger f.eks. om, at aldersgraensen for køb af spiritus følger tobaksreglerne. Det må også forventes, at Kommissionen har en klar holdning til, at der ikke må produceres og markedsføres alkohol til børn og unge – og et forslag til, hvor man kan indføre alkoholfri zoner, burde også ligge lige for.

Det må så også forventes, at landspolitikerne i større grad får øjnene op for, at alkoholproblemet er et samfundsmaessigt faelles anliggende.

Men mens vi venter på det, kan kommunerne åbne for den nødvendige diskussion med borgerne om de lokale tiltag. Hvor skal det vaere tilladt at drikke i vores kommune – og hvor ønsker vi ikke, at alkohol skal vaere en del af faellesskabet?

Konkret: Er det ok at drikke i idraetshaller og kommunalt støttede ungdomsforeninger, som får deres støtte for at lave sundhedsfremmende aktiviteter med børn og unge? Og skal der vaere bajere på bordet, når vi mødes på vore folkeskoler til foraeldre-arrangementer og lignende? Skal vi give bevilling til vaertshuse taet på skoler og daginstitutioner?

Kommunerne har ganske mange virkemidler og muligheder for strukturelle tiltag, som ikke behøver at koste mange skattekroner at ivaerksaette.

Behandling
Anderledes forholder det sig med alkoholbehandlingen. Her kan man ikke nøjes med få skattekroner, for ”kvalitet koster”, som Ulrik Becker fastslår i en artikel her i Magasinet. Han er blandt andet medforfatter til det rådgivningsmateriale, Sundhedsstyrelsen har udsendt til kommunerne om kvalitet i alkoholbehandlingen.

Vi ved, at behovet for behandling er vaesentligt større end det, der ydes i dag. Og vi ved, at der er brug for et kvalitetsløft flere steder. Det kommer til at koste samfundet mange penge, selv om der på laengere sigt vil vaere tale om besparelser.

Hvor pengene skal komme fra må blive en sag mellem Folketinget og Kommunernes Landsforening – men man har jo lov at håbe på, at politikerne samtidig ser, hvilke oplagte fordele der vil vaere i at begraense alkoholforbruget gennem den nødvendige lovgivning.

Tabu eller ej – alkoholproblemet må frem i lyset. Vi har alle en andel i problemet og er helt sikkert en del af løsningen.