magasinet-rus.dk

Forside Behandling Generelt Kan socialtilsynene klare alkoholbehandlingen?

Kan socialtilsynene klare alkoholbehandlingen?

Udskriv

 Professor Ulrik Becker frygter, at socialtilsynene ikke er fagligt klædt på til at varetage tilsynet med alkoholbehandlingen. Socialstyrelsen deler ikke hans bekymring.

altSiden årsskiftet har det været de fem socialtilsyns opgave at godkende og føre tilsyn med landets alkoholbehandlingssteder. Socialtilsynene blev oprettet i 2014 og havde indtil 1. januar i år alene til opgave at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med kommunernes sociale tilbud. Alkoholbehandling hører under sundhedslovgivningen, og professor Ulrik Becker fra Statens Institut for Folkesundhed frygter, at socialtilsynene ikke har nok fagligt kendskab til området til at kunne vurdere, hvad der er god alkoholbehandling.

- Min bekymring er, at socialtilsynene ikke har tilstrækkelig viden om, hvad alkoholbehandling er, og derfor vil føre tilsyn på samme måde, som de gør over for de sociale institutioner. Der er forskel på sociale institutioner, som de sociale tilsynsmyndigheder er gearet til og hidtil har taget sig af, og alkoholbehandling, der er defineret ud fra sundhedslovgivningen, siger Ulrik Becker og uddyber:

- Problemet er, hvis socialtilsynene udelukkende fører tilsyn med organisatoriske, praktiske ting, f.eks. om det bygningsmæssige er, som det skal være, og om organisationen er i orden. I tilsynet med alkoholbehandlingsstederne er de nødt til også at gå ind og se på, om personalet har de tilstrækkelige kvalifikationer, f.eks. efteruddannelse i kognitiv adfærdsterapi og motiverende samtaler, hvordan man håndterer abstinensbehandling osv. Der er en lang række ting, man er nødt til at se på, når man vurderer alkoholbehandling, og det er jeg bekymret for, at de nye tilsyn ikke gør.

Systematik og ensartethed
Indtil årsskiftet lå godkendelser og tilsyn af alkoholbehandlingssteder hos kommunerne selv, uden at der har været regler for, hvordan og med hvad der skulle føres tilsyn. Derfor synes Ulrik Becker som udgangspunkt, at det er godt, der er kommet tilsyn med området.

- Det er et kæmpe fremskridt, som jeg også selv har kæmpet for. Jeg håber bare, der kommer tilstrækkelig faglighed i tilsynet. Det kan jeg godt være bekymret for, om der gør.
Kontorchef i Socialstyrelsen, Else Lund Frydensberg, fortæller, at netop fagligheden gerne skulle blive forbedret med de nye socialtilsyn.

- I og med at det kun er fem steder, der skal føre tilsyn, og ikke 98 kommuner, skulle det gerne medføre en større faglighed og en større ensartethed i forhold til både godkendelse og tilsyn. Det skulle også gerne betyde en øget systematik, fordi det er den samme kvalitetsmodel, som kommer til at være grundlaget for det tilsyn, der bliver ført, siger hun.

Om socialtilsynet
Socialtilsynet varetages af fem kommuner:

  • Socialtilsyn Nord: Hjørring Kommune
  • Socialtilsyn Midt: Silkeborg Kommune
  • Socialtilsyn Syd: Faaborg-Midtfyn Kommune
  • Socialtilsyn Øst: Holbæk Kommune
  • Socialtilsyn Hovedstaden: Frederiksberg Kommune

Socialtilsynene har ansvaret for godkendelse af og det driftsorienterede tilsyn med ca. 12.000 kommunale, regionale og private tilbud og plejefamilier på landsplan. Der skal aflægges mindst ét årligt besøg på hver afdeling på tilbuddene.

Undervist i alkoholområdet
Det er socialtilsynene, som har ansvaret for tilsynet, mens Socialstyrelsen følger og understøtter tilsynenes arbejde. Else Lund Frydensberg fortæller, at styrelsen har været meget opmærksom på at klæde socialtilsynene på til at kunne varetage tilsynet med alkoholområdet.

- I starten af året underviste vi sammen med Sundhedsstyrelsen socialtilsynene og gennemgik den aktuelt bedste faglige viden om metoder, målgruppen og behandlingsindsatser på alkoholområdet, samt hvad man som tilsyn skal være særligt opmærksom på, når man fører tilsyn med alkoholbehandling, siger Else Lund Frydensberg.

Hun påpeger, at der endvidere er indarbejdet et afsnit i den håndbog, som socialtilsynene har som støtte til deres tilsynsvirksomhed. Her linkes der blandt andet til Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer for alkoholbehandling.
Else Lund Frydensberg fortæller, at det er en generel forventning til socialtilsynene, at de har viden om og kan håndtere forskellige målgrupper.

- Min forventning er, at man i tilsynene er klar over, at hver målgruppe har sit særpræg. Det gælder både alkoholbehandlingstilbud, men også andre typer af tilbud. Socialtilsynene opererer allerede nu med meget forskelligartede målgrupper, og tilbagemeldingerne viser, at de ikke har problemer med at kunne sætte sig ind i de forskellige fagligheder. Der er en opmærksomhed og en omhyggelighed med, at man skal se efter noget forskelligt i de forskellige målgrupper, og det forestiller jeg mig også, at tilsynene tager med ind i tilsynet med alkoholbehandlingstilbuddene.

Private tilbud tjekkes ikke
Ulrik Becker mener, at et af de største problemer med alkoholtilsynet er, at de private alkoholbehandlingssteder, hvor patienterne bruger deres egne penge på at blive behandlet for et alkoholproblem, ikke er med i den nye tilsynsordning.

- Fra min synsvinkel er det de private steder, der har mest behov for at få tilsyn. Der er ingen, der aner noget om, hvad der foregår der, og der er ingen krav om, at de indberetter det nogen steder. Vi ved, at de patienter, der søger til den private behandling – typisk døgnbehandling – vil tilhøre den dårligste kategori, der har været igennem flere offentligt betalte behandlingsforløb og ofte har mange psykiatriske problemstillinger. Så kan det ende med, at de selv eller familien betaler et privat tilbud, hvor man ikke ved ret meget om, hvad der foregår, siger Ulrik Becker.

Han undrer sig over, at tilsyn med de private egenbetalte tilbud ikke er blevet en af socialtilsynenes opgaver.

- Det er mærkeligt, at man ikke har lagt de private steder ind under socialtilsynene og dermed tilkendegivet, at alle, der tager imod patienter med alkoholproblemer, selvfølgelig skal have tilsyn, uanset om det er noget, patienterne selv betaler eller ej. Alkoholafhængighed er den eneste sygdom, jeg kender, hvor man får lov at lave behandling uden nogen form for kvalifikation. Det kan ikke være rigtigt, siger Ulrik Becker.

Else Lund Frydensberg henviser til, at det er en politisk beslutning, at de privattilbud, som borgere selv betaler for, ikke skal have tilsyn. Hun påpeger dog, at de private steder, som kommunerne bruger, skal tilses af socialtilsynene på lige fod med de kommunale tilbud.