magasinet-rus.dk

Forside Behandling Best Practice Selvhjælpsgrupper – en overset hjælp i alkoholbehandlingen

Selvhjælpsgrupper – en overset hjælp i alkoholbehandlingen

Udskriv

Kommunale behandlere bør drage nytte af selvhjælpsgrupper, mener vicecenterleder Jens Kjer Nielsen. Han har skrevet en master om gruppernes rolle og selvforståelse.Selv om Landsforeningen Lænken ikke kalder sin organisering for selvhjælpsgruppe, mener Jens K. Nielsen  at  det selvorganiserede alkoholfrie fællesskab i en lænkeforening opfylder de teoretiske krav for   empowerment.

Jens Kjer Nielsen har 17 års erfaring inden for kommunal alkoholbehandling og er i dag vicecenterleder i Esbjerg Kommunes Center for Misbrug. Da han i 2014 skrev en master, fik han lyst til at vende perspektivet og se behandlingssystemet fra brugerens synsvinkel.

- Overordnet er kommunerne begyndt at arbejde meget med frivillighed, og inddragelse af den enkelte borger og empowerment har fået en stor betydning i det nutidige samfund. Jeg blev derfor nysgerrig efter at se, hvad der sker i selvhjælpsgrupper, fortæller han om baggrunden for masteropgavens titel: ”Selvhjælpsgrupper i et behandlingssamfund”.

Empowerment – i Lænken og AA

Jens K. Nielsen pointerer, at empowerment er et komplekst begreb, der fx både kan bruges om individets ressourcer og om magt og magtesløshed i borgerens møde med en offentlig behandler.

- Jeg tror, man skal anskue empowerment som en proces, hvor der både er noget selvhjælpsagtigt omkring individet, individuel støtte, et gruppeperspektiv og endelig et lokalsamfundsperspektiv. Man skal have fat i alle fire dimensioner, for at det bliver fuldendt, - og det ser man ikke så tit.

Jens K. Nielsens opgave indeholder kvalitative interviews med deltagere fra lokale Lænkeforeninger og AA-grupper, og han mener, at disse to grupper langt hen ad vejen indeholder dimensionerne.

- Især Lænkeforeningerne opfylder de teoretiske kriterier for empowerment, idet de også har det samfundsmæssige perspektiv med ved fx at søge sociale midler og være aktive i eksempelvis Alkohol og Samfund. På det felt er AA mere individorienteret, men står alligevel stærkt med tre af empowerments fire dimensioner, siger han.

Fælles udspring – forskellige kulturer

Landsforeningen Lænken og AA har historisk set et fælles udspring, men har udviklet forskellige kulturer og måder at arbejde på.

- I AA er der et meget skarpt fokus på individet samt en stram styring og struktur omkring mødeform og 12-trins-indholdet, hvor Lænkeforeningerne primært er et alkoholfrit fællesskab med forskellige aktiviteter, uden at medlemmerne nødvendigvis behøver at tale om alkohol, siger Jens K. Nielsen.

De seneste årtiers vækst i udbredelsen af AA i forhold til Lænken forklarer han dels med, at der henvises mange via Minnesotabehandlingen, og dels med, at konceptet rammer lige ind i tidsåndens fokus på den enkeltes individuelle udvikling.

- Her er Landsforeningen Lænken langt mere fællesskabsorienteret, pointerer han - og tilføjer, at der gennem AA også opstår sociale fællesskaber; det foregår blot uden for de programsatte møder.

Modstykke og medspiller

Lænkeforeninger beskriver ikke sig selv som selvhjælpsgrupper, men både de og AA beskrives langt hen ad vejen som et modstykke til det, Jens K. Nielsen i sin opgave betegner som ’behandlerparadigmet’.

- For tiden fremstilles behandling som løsningen på ethvert alkoholproblem; selv om vi ved, at behandlingen kun rammer omkring 10-15 procent af målgruppen. Men behandlingspopulationen er bredere, hvis vi tæller selvhjælpsgrupperne med. Det blev jeg bekræftet i gennem mine interviews, hvor jeg i grupperne mødte flere, som havde fundet hjælp, uden forudgående professionel behandling. Det er interessant, fordi vi ofte anser den autoriserede alkoholbehandling som det eneste svar på misbruget, siger Jens K. Nielsen og fortsætter:

- Når vi tænker behandling som samfundets foretrukne løsning, skal vi derfor også betragte selvhjælpsgruppernes praksis, ideologi og historie som en understøttelse af det.

På lige fod

Der er flere forhold, som ifølge Jens K. Nielsen giver selvhjælpsgrupperne deres styrke.

- I alkoholbehandlingen er der altid en asymmetrisk dimension mellem borgeren og behandleren. I selvhjælpsgrupperne er den helt afgørende forskel, at man mødes på lige fod. Og selv om der også her er nogle, der fx ved mere end andre og fungerer som rådgivere, accepteres det på en anden måde. Der er flere nuancer i relationen, fordi man frivilligt er gået ind i gruppen, siger han og peger på, at selvhjælpsgruppernes frie fællesskab, som man aktivt vælger til, er umuligt at skabe i alkoholbehandlingen.

- Vi kan godt lave behandlingsgrupper, men det er behandleren, der kommer til at styre. Borgerne får derfor aldrig samme indflydelse på indholdet af fællesskabet, som man fx finder det i Lænken, siger han og tilføjer, at en behandler godt kan være primus motor i oprettelsen af en selvhjælpsgruppe, men at det ikke er holdbart i længden, hvis han eller hun fortsætter med at styre.

Flere selvhjælpsgrupper, tak

Jens K. Nielsen mener, at der med behandlersamfundets udvikling har været for lidt opmærksomhed på selvhjælpsgruppernes værdi – ikke mindst i overgangen mellem behandling og tilbagevenden til hverdagen.

- Vi kan have en fin behandling af borgerne, men har vi ikke et fællesskab at relatere dem til, kommer de bare igen -og endnu ringere næste gang, siger han.

I forbindelse med sin master fandt han, at der i forarbejdet til sygehusloven fra 1954 blev peget på patientforeninger som en relevant del af alkoholbehandlingen. Den tanke kunne Jens K. Nielsen godt tænke sig blev støvet af og fundet frem igen som supplement til den nuværende behandling, der meget ensidigt fokuserer på afrusning, antabus og kognitiv terapi.

- For mig at se ville det gøre en kæmpe forskel, hvis man alle steder knyttede en selvhjælpsgruppe til behandlingen. Om det så hedder det ene, andet eller tredje, er for mig ikke så vigtigt – og der kan sagtens være flere forskellige. Hvis man som borger havde noget at vælge imellem, vil det jo bare være helt fint, lyder hans konklusion.