magasinet-rus.dk

Forside Alkoholkultur Generelt Alkohol skal tiltrække studerende

Alkohol skal tiltrække studerende

Udskriv

Universiteter bruger fester og fredagsbarer som en del af markedsføringen.

alt- Er I tørstige? spørger rektor på Syddansk Universitet Jens Oddershede drillende de studerende, før han i september i år klipper snoren til universitetets nye fredagsbar, som sælger øl til 10 kr. og har plads til 500 gæster.

Baren er så stor og sælger alkohol så billigt, at barejere fra byens kommercielle natteliv har beklaget sig over, at universitetet tager brødet ud af munden på dem. Rektoren selv siger, at han håber, at baren vil være med til at trække studerende til Odense, og han er ikke alene om den strategi.
Flere universiteter bruger festerne og fredagsbarerne som led i at tiltrække unge til netop deres uddannelsessted.

Øl betaler for idrætsdag
I Aarhus har universitetet i mange år holdt store arrangementer for de studerende, hvor alkohol var et vigtigt element. Og i Politikens bog Turen går til Midtjylland er universitetets fester det første, Aarhus bliver solgt på. En af de helt store fester er Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag, som afholdes kort efter introugerne for de nye studerende hvert år. Med omkring 10.000 besøgende er dagen blevet en succes blandt de studerende.

Kristoffer Brun Gram er studerende ved Aarhus universitet og økonomiansvarlig i Aarhus Universitetssport og har været med til at arrangere Idrætsdagen. Som sportsmand ærgrer han sig imidlertid over, at alkohol skal fylde så meget på idrætsdagen. Han mener, at fuldskaben kan være en af grundene til, at nye studerende hvert år dropper ud, allerede i introperioden.

altKristoffer Brun Gram ser ikke dog ikke nogen vej udenom, for pengene til at holde et arrangement som idrætsdagen kommer fra ølsalget. Studenterforeningerne har fået en god aftale med bryggeriet Ceres og kan derfor tjene penge på at sælge øl til 15 kr., og dermed er der råd til bands, toiletter og andre faciliteter.

- Det er et krydspres, for vi kan kun holde arrangementet, hvis vi tjener penge ved at sælge alkohol. Vi har fra sportens side ingen speciel interesse i, at folk drikker en masse, men det er nu engang præmissen for at idrætsdagen kan lade sig gøre, siger Kristoffer Brun Gram.

Udover en masse rigtige sportsaktiviteter er et af trækplastrene ved Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag konkurrencen Ølbowling, hvor de konkurrerende traditionelt ender med at drikke rigtig mange øl. Kristoffer Brun Gram har selv været med til at arrangere konkurrencen, men han havde helst undværet den.
- Det undrer mig, at ingen undrer sig, når tusindvis af mennesker står og jubler og klapper af to piger, der sidder iført undertøj og skiftes til at drikke en øl og kaste op i en spand. Det er underligt, at vi ikke synes, det er underligt, siger Kristoffer Brun Gram.