magasinet-rus.dk

Forside Synspunkt Politik Grænsehandel – alkoholpolitikkens hellige ko

Grænsehandel – alkoholpolitikkens hellige ko

Udskriv

Tiden må være inde til at gøre op med troen på, at grænsehandel altid betaler sig
altDet er veldokumenteret, at pris og forbrug hænger sammen – og på alkoholområdet er der slet ingen tvivl om, at jo dyrere øl, vin og spiritus bliver, desto mindre vil især vores unge købe.
Hertil kommer den økonomiske gevinst for staten ved at lægge øgede afgifter på alkohol.
Der er altså to rigtig gode argumenter for at øge afgifterne: hensynet til folkesundheden og hensynet til statskassen.
Men ligeså snart argumentet føres frem i offentligheden, starter der et messende kor rundt om i medierne og på Christiansborg med parolen  ’grænsehandlen vil stige’.  Og budskabet illustreres med rækker af biler som kører mod grænsen til Tyskland og danskere i alle aldre som læsser deres trailere og firehjulstrækkere med tonsvis af øl og sodavand i et tysk supermarked.
Alle, der ser mediernes dækning og hører politikernes bekymringer, er ikke i tvivl: der må være rigtig mange penge at spare på at køre til Tyskland. Men er der nu også det?
DR’s program Magasinet fra august i år viste, at langt de fleste danskere skal spare mindst 2.000 kroner på grænsekøbet, før udgifterne ved at køre til Tyskland er dækket ind. Konkret viste programmet to kvinder fra Ålborg, som brugte 14 timer på at køre syd for grænsen, handle og køre hjem igen – uden at de reelt sparede noget, sammenlignet med et tilsvarende indkøb i Ålborg.  Programmet nåede frem til resultatet ved at lægge udgifterne til benzinen sammen med afskrivning på bilen og udgifter til mad på vejen.
Det er altså ifølge programmet sandsynligt, at rigtig mange af de grænsehandlende sætter penge til eller sparer væsentligt mindre, end de tror.
Det kunne vore politikere bruge proaktivt, så man i stedet for at fjerne afgifterne og dermed fjerne eksisterende indtægter til staten hellere forsøgte at skaffe flere indtægter ved at informere danskerne om de usynlige udgifter ved at handle over grænsen.
I stedet holder mange politikere og medier os fast i troen på, at det altid kan betale sig at handle over grænsen.
Så, kære politikere, prøv at nytænke på et af de vigtigste virkemidler, vi har i alkoholpolitikken: prisen. Gå ud og informer borgerne om, at det ikke er så god en forretning med den grænsehandel  – og læg gerne til, at ved at blive hjemme og handle hos danske butikker styrker vi vores beskæftigelse.   
Læg dertil gerne en beslutning om at indføre minimumspriser pr. enhed alkohol, så vi kan komme den fuldskabsorienterede druk til livs. Det har den konservative engelske regering planer om, og i et nylig offentliggjort studie fra Canada viste det sig, at minimumspriser skar 10 % af forbruget.