magasinet-rus.dk

Forside Behandling Generelt Store mangler i alkoholbehandlingen

Store mangler i alkoholbehandlingen

Udskriv

Ny undersøgelse viser, at kommunernes tilbud til alkoholafhængige patienter er kendetegnet ved store mangler og variationer i kvaliteten.

Det samme billede tegnede sig i 2009, hvor Lægeforeningen undersøgte kommunernes ambulante alkoholbehandlingstilbud.
Ligesom den gang viser den nye undersøgelse, som er foretaget på Statens Institut for Folkesundhed, et behandlingstilbud med mangler i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og store variationer kommunerne imellem.

Kommunerne gør det selv

Godt halvdelen (56%) af landets kommuner driver deres eget alkoholambulatorium. Mens kun 25% samarbejder med en anden kommune om at drive alkoholambulatoriet. Og det er ikke kun de store kommuner, der selv behandler de afhængige. Kommuner helt ned til 21.000 indbyggere driver egne ambulatorier.
Det står i kontrast til intentionerne med kommunalreformen, hvor kommunerne skulle gå sammen om at løse de opgaver, der kræver specialiseret viden og behandling eller samar-bejde med regionerne om at få løst de specialiserede opgaver. Kun fire kommuner benytter regionale alkoholambulatorier.
Selv om 6 ud af 10 kommuner nu har en alkoholpolitisk handleplan, der også omfatter be-handlingen, behandler kommunerne ikke signifikant flere patienter end tidligere, hvilket kan undre, når det er en opgave over halvdelen af kommunerne har besluttet sig for at løse selv.

Evidensbaseret behandling står stille
Patientens abstinenser skal behandles effektivt og evidensbaseret, for at behandling for al-koholafhængighed virker. Kvaliteten i abstinensbehandlingen er ikke blevet bedre siden 2009. Det er fortsat næsten halvdelen af kommunerne, der benytter NADA-akupunktur, som er uden evidens for effekt, og det er kommuner med egne behandlingssteder, der benytter dette mest. Det evidensbaserede klordiazepoxid er det hyppigst anvendte stof til abstinens-behandling (87 %), mens 13 % bruger barbiturat, hvor evidensen for virkningen er dårlig. Denne fordeling er den samme som i 2009.
Til den egentlige behandling af alkoholafhængighed anvender 8 af 10 det traditionelle (82 %) disulfiram (antabus), hvor evidensen for effekt ikke er særlig stærk, mens blot 51 % og 26 % bruger de to såkaldte ”anti-cravingmidler”, der nedsætter trangen til alkohol (henholdsvis acamprosat og naltrexon), som har særdeles god evidens for effekt til behandling af alkohol-afhængighed. Her har kommunerne heller ikke bevæget sig i retning af bedste evidensbase-rede behandling.


Psykisk sygdom overses
Det er gængs viden, at halvdelen af patienter med afhængighedsproblemer samtidig har en psykiatrisk sygdom - typisk angst, depression eller ADHD. Overraskende er det derfor, at 60 % af kommunerne ikke undersøger patienterne for psykiatrisk komorbiditet og kun 25 % af kommunerne bruger et egnet klinisk redskab til at afdække psykisk sygdom.Hvis behandlerne ikke opdager og behandler patientens psykiske sygdom, forstærker den afhængighedsproblemet og blokerer for behandlingen. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle patienter, der melder sig til ambulant behandling for afhængighed undersøges for psykisk sygdom som medvirkende årsag eller følge af afhængigheden.

Sundhedsfagligt personale stadig i mindretal
God alkoholbehandling kræver tværfaglig indsats med særligt uddannet sundhedsfagligt per-sonale for at give differentieret behandling tilpasset sygdommens sværhedsgrad. Typisk har kommunerne socialfagligt og pædagogisk personale ansat i den ambulante behandling (hhv. 84 % og 72 %). Det sundhedsfaglige personale kommer på en tredjeplads med 61 % - og har typisk mellemlang videregående uddannelse.
Sammenlignet med 2009 har flere kommuner, der har egne behandlingssteder, nu ansat sundhedsfagligt personale (62 % mod 26 % i 2009).
Der imod er der ikke flere kommuner, der har læger, psykiatere eller psykologer ansat til at indgå i den tværfaglige ambulante behandling, idet kun 23 % af kommunerne har en læge fast ansat, og kun 15 % har ansat fast speciallæge i psykiatri, og 39 % har en psykolog fast ansat. Her er ingen udvikling i f.t. 2009.

Samarbejde med egen læge er fortsat mangelfuldt
Alkoholafhængige har ofte somatiske sygdomme som følge af det store alkoholforbrug. Der-for er det vigtigt, at egen læge ved, at patienten er i alkoholbehandling og behandlingsstedet orienterer om udviklingen i denne behandling, så egen læge kan tilpasse sin undersøgelse og behandling af patienten.
Kun to ud af tre kommuner orienterer egen læge om behandlingen. Det er samme andel som i 2009, hvilket vækker undren, når dette er et velkendt behov og forventes at indgå i sund-hedsaftalerne. Kommunerne orienterer primært ved opstart og kun få orienterer undervejs i behandlingsforløbet, selv om dette er nødvendigt for et tæt samarbejde mellem behandlings-stedet og egen læge.

Læger utilfredse med alkoholbehandling
De fleste praktiserende læger vurderer udbud og kvalitet som ’utilstrækkeligt’ eller ’nogen-lunde med mangler’, når de henviser til alkoholbehandling i regionalt regi (62 %), de tilsva-rende tal er 58 %, når lægerne henviser til alkoholbehandling i kommunalt regi, og 38 % når de henviser til alkoholbehandling i privat regi.
Over halvdelen af lægerne synes udbud og kvalitet er utilstrækkeligt, når de henviser til psy-kiatrisk afdeling eller praktiserende psykiatere, hvilket ikke er signifikant forskelligt fra 2009.

Ingen økonomisk investering i alkoholbehandlingen
Der er store variationer i, hvor meget kommunerne budgetterer med til behandling af alko-holafhængige. Der bliver gennemsnitligt brugt 57 kr. pr. indbygger på alkoholbehandling i danske kommuner. I forhold til 2009 er dette uforandret. Kommunerne, der bruger privat udbyder, bruger gennemsnitligt 30 kr. mere pr. indbygger sammenlignet med kommuner, der har eget kommunalt drevet ambulatorium eller indgår i fælleskommunalt samarbejde.

Udvikling fra 2009 – 2012

ORGANISERING
• Andelen af kommuner med egen institution er mere end fordoblet (56 %), mens kun 4 kommuner benytter sig af regionale tilbud.
• Ligesom i 2009 har de fleste kommuner organiseret alko-holbehandlingen under socialforvaltningen (47 %).
• Andel af kommuner, der organiserer alkohol- og stofbe-handling samme geografiske sted, er steget fra 51 % til 70 %.

BEHANDLING
• Mange kommuner bruger stadig ikke-evidensbaserede me-toder til abstinensbehandling (barbiturat og NADA-akupunktur).
• Til behandlingen af afhængighed bruger højst halvdelen de evidensbaserede præparater acamprosat og naltrexon (hhv. 51 % og 26 %). Der er ikke sket nogen udvikling si-den 2009.

PERSONALE
• Kommunerne har mere pædagog- og socialfagligt personale end sundhedsfagligt personale ansat, men socialfagligt per-sonale dominerer behandlingsstederne. I forhold til 2009 er dette mønster stort set uændret.

ØKONOMI
• Kommunernes budgetter for alkoholbehandling varierer stadig meget. Der bliver gennemsnitligt brugt 57 kr. pr. indbygger på alkoholbehandling. I forhold til 2009 er dette uforandret.

SAMARBEJDE
• En stor andel af lægerne synes udbud og kvalitet er util-strækkeligt, når de henviser til behandling i både regionalt, kommunalt og privat regi. Der er ikke sket nogen udvikling siden 2009.

Fakta om undersøgelsen
Alle 98 kommuner fik et spørgeskema og 94 besvarede.
3.360 praktiserende læger modtog spørgeskema og 49 % svarede. Et relativt stort antal læger (1.644) indgik således, hvilket taler for undersøgelsens validitet. Spørgeskemaerne er de samme som indgik i undersøgelsen i 2009 med enkelte tilføjelser vedr. indhold i behandlingen.

Se hele undersøgelsen, Alkoholbehandling i kommunerne 2012.

Kilde: Lægeforeningen.