magasinet-rus.dk

Forside Politik Øvrige lande Minimumspriser på vej i England

Minimumspriser på vej i England

Udskriv

Den britiske regering  tager kampen op mod fuldskabsdruk og alkoholrelateret vold.

Den konservative britiske premierminister, David Cameron, har i skarpe vendinger varslet et opgør med fuldskabskulturen i England.
Alkohol er simpelt hen blevet alt for billigt og alt for tilgængeligt, mener Cameron. Det er derfor nødvendigt at dæmme op for de store samfundsmæssige udgifter og de gener, som følger i kølvandet på overforbrug af alkohol.
- Når øl er billigere end vand, er det bare for nemt for folk at blive fulde af billig alkohol derhjemme, inden de overhovedet sætter foden i en pub, sagde han under fremlæggelsen af sin regerings nye alkoholstrategi.
Han fremhævede også, at fuldskabsdruk tegner sig for halvdelen af alkoholforbruget i landet.
- Den kriminalitet og den vold, det forårsager, dræner ressourcer på vore sygehuse, skaber kaos i vores gader og spreder frygt i vores samfund.
Mit budskab er enkelt. Vi kan ikke fortsætte på den måde., sagde Cameron blandt andet.
Premierministeren ønsker, at den billige alkohol bliver dyrere, og at det skal gøres mere besværligt at få fat i alkohol. Der skal også med holdningerne til alkoholkulturen og de borgere, som drikker fuldskabsorienteret og ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt når de er sammen med andre, skal tvinges til det.

Pris og tilgængelighed
I den 28-sider lange alkoholstrategi indgår mange af de velkendte alkoholpolitiske initiativer som f.eks. reguleringer på pris og tilgængelighed samt kampagner.
Kernepunktet i strategien er indførelse af et helt nyt alkoholpolitisk virkemiddel: minimumspriser (MUP).
MUP indebærer, at der fra centralt hold fastsættes en pris pr. enhed alkohol – og at der ikke må sælges alkohol under den pris.
I strategien opereres der med en enhedspris på 40pence pr. enhed alkohol – svarende til omkring 3,75 danske kroner. Om man ender på de 40 pence eller et andet beløb, afhænger af en række beregninger i den kommende tid.
- Vi er i gang med at undersøge den faktiske pris, men hvis det er 40 pence, kan det medføre 50.000 færre forbrydelser hvert år og 900 færre alkoholrelaterede dødsfald om året ved udgangen af dette årti, sagde David Cameron ved fremlæggelsen af strategien.
Det er, såvidt vides, første gang at MUP skal tages i anvendelse. Skotterne har ønsket en tilsvarende regulering, men er stødt mod modstand i EU. Nu prøver englænderne at komme igennem forhindringerne.

Et andet, lidt usædvanligt økonomisk virkemiddel, er indførelsen af en slags ’forureneren betaler’-afgift på spillesteder, som holder åbent til sent ud på natten.
Afgiften skal være med til at finansiere det politiarbejde, der følger i kølvandet på berusede gæster, når de går hjem gennem de nattestille gader.

Ændret adfærd
Regeringen ønsker også at at ændre på den fuldskabskultur, som i følge Cameron har bredt sig stadig mere i samfundet. Et af de hårdt ramte områder er hospitaler og skadestuer, hvor sundhedspersonalet har været generet og udsat for trusler af fulde tilskadekomne. Der skal derfor indføres ’nul-tolerance’ overfor fuldskabs-adfærd på skadestuerne, mener regeringen.
Strategien vil desuden give flere beføjelser til at forhindre servering af alkohol til personer, som er berusede og det skal være muligt, at man lokalt kan begrænse åbnings- og lukketider. Det skal også gøres muligt at kontrollere, hvor mange steder, man kan købe alkohol i et givent lokalområde.
Drikkeadfærden skal ændres gennem kampagner og oplysning om genstandsgrænser - og alkoholindustrien har ifølge regeringen en vigtig rolle at spille netop her.

Industriens rolle
Der er afsat et helt kapitel i alkoholstrategien til overvejelser over alkoholindustriens afgørende indflydelse på alkoholkulturen og drikkeadfærden - og hvad der kan gøres ved det.
Regeringen satser på et tæt samarbejde og ansvarlighed. Konkret forventes det, at industrien vil tilbyde forbrugerne flere valgmuligheder, som f.eks. produkter i mindre flasker og med lavere promille.
- Vi regner med at industrien på den måde vil tage 10 millioner liter ren alkohol ud af markedet frem til 2015, forklarer Cameron.
Ikke mindst denne del af strategien har fået alkoholforskere til at lette på hatten, og i The Guardian er Camerons initiativ blevet kaldt ’den største folkesundhedsintervention siden Labour regeringens forbud mod rygning’.

Baggrunden
David Cameron var allerede i begyndelsen af året ude med en kraftig bredside mod det, han betegner som ’det skandaløse fuldskabsdrikkeri’ i England. Under et besøg på et ho¬spital i Nordøstengland sagde han blandt andet:
- I hver bymidte, på alle sygehuse og politistationer må folk håndterer kon¬sekvenserne af alkoholmisbrug. Og problemet bliver værre og værre, i det sidste 10 år har vi set en skræmmende øgning af antallet af personer – selv mindreårige – som synes det er okay at beruse sig offentligt så det skader liv, spreder skræk og øger kriminaliteten.

Udtalelsen faldt kort før, at han og hans regering fremlagde den nye alkoholstrategi, som er den tredje i rækken. De tidligere udkom i 2004 og 2007.

The Government’s Alcohol Strategy kan downloades her.