magasinet-rus.dk

Forside Politik EU EU vil ikke varedeklarere alkohol

EU vil ikke varedeklarere alkohol

Udskriv

Stort flertal i Europaparlamentet har igen besluttet at alkohol ikke skal mærkes med varedeklaration

De fleste fødevarer er mærket med en varedeklaration og en liste over kalorier og andre næringsstoffer. Men på øl, rødvin og spiritusflasker kan man som oftest kun læse sig frem til alkoholprocenten. At de indeholder lige så mange kalorier som fedt og består af opløsningsmidlet ethanol kan forbrugerne ikke se på emballagen.

Det skyldes, at Europaparlamentet har undtaget drikkevarer med mere end 1,2 pct. alkohol fra reglerne om varedeklaration og næringsindhold.

Reglerne er netop blevet revideret efter flere års arbejde i parlamentet, og i de nye regler er alkohol stadig undtaget deklaration. Begrundelsen er, at alkohol er en særlig vare, som kræver særlig behandling i parlamentet. Inden for tre år skal Europakommissionen genoverveje om de alligevel vil sende mærkning af alkohol til afstemning i parlamentet. Realistisk betyder det, at der tidligst vil komme oplysninger om indhold på øl, vin og spiritus om ti år. 

Christel Schaldemose, som sidder i parlamentet for Socialdemokraterne, er ikke overrasket, men alligevel dybt skuffet over, at alkohol igen er udeladt.

- Der er absolut ingen rationelle argumenter for, at snyde forbrugerne for den oplysning. Den eneste forklaring er, at der er for stor økonomiske interesser på spil, til at politikerne tør kræve mærkning på alkohol, siger hun.