magasinet-rus.dk

Forside Alkoholkultur Markedsføring Hold fingrene fra vores alkohol

Hold fingrene fra vores alkohol

Udskriv

Syv budskaber fra alkoholindustrien skal forhindre politikerne i at lovgive effektivt  om markedsføring,  siger EUCAM, det europæiske center for overvågning af alkoholmarkedsføring.

Fra FCKs hjemmesideDet er naivt at tro, at alkoholindustrien kun interessere sig for at markedsføre alkohol.  Når information om alkoholens skadelige virkninger får politikere rundt om i Europa til at forhøje afgifterne, sætte aldersgrænsen for køb op, indføre advarselsmærkater og begrænse markedsføring, ja, så må industrien i sagens natur også prøve at få indflydelse på alkoholpolitikken.

Det skriver EUCAM, det europæiske center for monitorering af alkoholmarketing i deres nyeste publikation ’Alkoholindustriens syv nøglebudskaber’.

Alkoholindustrien har en velovervejet strategi, som har til formål at bagatellisere de negative virkninger af alkohol, så politikerne afholder sig fra indgreb. Strategien gennemføres på globalt, nationalt og lokalt niveau, og kan samles i syv nøglebudskaber, skriver EUCAM.

Budskab 1. At drikke alkohol er meget normalt, sundt og ansvarligt.  Derfor forbindes reklamer næsten altid med at være sund, sporty, fysisk attraktiv, opleve romantik og have det sjovt sammen med vennerne.  Skadevirkningerne nævnes ikke.

Budskab 2. Skader som følge af alkohol er forårsaget af en lille gruppe afvigere.  Derfor vil det være symbolpolitik at forsøge at eliminere disse problemer med kollektive indgreb, som bare vil straffe uskyldige forbrugere.  Argumentet kunne lyde: den normale og ansvarlige forbruger nyder vores produkt, mens den uansvarlige forbruger misbruger det.
Men, siger EUCAM, det er et faktum, at der er mange mennesker, som drikker for meget. Markedsføringen resulterer ikke kun i et ’ansvarligt forbrug af alkohol’.  I virkeligheden tjener alkoholindustrien millioner af Euro på storforbrugerne med det sundhedsskadelige forbrug. I Danmark regner man således med et tal omkring 800.000. Med andre ord er industrien afhængig af mere end et moderat forbrug for en stor del af dens indtægt, siger EUCAM.

Budskab 3. Der findes ikke normale voksne, som ikke drikker. Industriens budskab understøtter, at kun børn under 16, gravide og folk, der kører bil kan lade være med at drikke. De, som ønsker at være socialt accepterede og sunde må hellere drikke alkohol i moderate mængder. Budskabet har især betydning i lande, hvor der ikke er så våd en kultur som i Danmark. EUCAM skriver for eksempel, at der i reklamer i Afrika sættes lighedstegn mellem alkohol og fremgang og vestlig rigdom.

Budskab 4. Ignorer det faktum, at alkohol er et skadeligt og afhængighedsskabende rusmiddel (ethanol).  Derfor fermhæver reklamerne øllets naturlige oprindelse, vinens gode virkning for krop og sind – og at spiritus’ens årelange håndværkstraditioner borger for kvaliteten.
Men alkohol – ethanol – er et skadeligt, giftigt og vanedannende rusmiddel, fastslår EUCAM.  Kemisk hører det til gruppen af hårde stoffer, og er desuden kræftfremkaldende.  Sundhedsstyrelsen i Danmark skriver, at alkohol er årsag til omkring 60 forskellige sygdomme.

Budskab 5. Alkoholproblemer kan kun løses, hvis alle parter arbejder sammen. Industrien påstår at føle et stort ansvar for skader, opstået i forbindelse med brug af alkohol. Industriens lobbyister opfordrer derfor til, at politikere, sundhedssektoren og industrien arbejde sammen for at opnå det bedste resultat.  Men, siger EUCAM, for at være effektiv skal en alkoholpolitik medføre en reduktion af alkoholforbruget – og til det høre politiske tiltag som begrænsning af tilgængelighed, aldersgrænser, prispolitik med mere. Der er ikke tale om fælles interesser, for industrien vil naturligvis gerne øge salget, ikke reducere det. Industriens argument vil derfor være: det er ikke nødvendigt at drikke mindre alkohol, men at drikke på en anden måde.

Budskab 6. Markedsføring af alkohol er ikke skadeligt og får ikke folk til at drikke mere.  Trods anvendelse af adskillige millioner euro på markedsføring vil industrien alligevel hævde, at reklamer ikke får folk til at drikke mere, forklarer EUCAM. Ifølge lobbyisterne hjælper reklamer  blot folk til at vælge det bedste brand. Og for at undgå uansvarlig markedsføring, har industrien underlagt sig et selvreguleringssystem. EUCAM gør opmærksom på, at påstanden om, at markedsføring ikke fører til stigende forbrug blev skudt ned af EU’s Science Group of the Alcohol and Health Forum i en rapport i 2008 (se også omtalen på side 4). Forskningsgruppen konkluderede, at alkoholmarkedsføring i høj grad har indflydelse på unge menneskers forbrug.  Konklusionen blev kritiseret kraftigt af alkoholindustrien, men er blevet fastholdt af forskerne.

Budskab 7. Oplysning om ansvarligt forbrug kan bedst beskytte samfundet . Industrien vil gerne fremstå som ansvarlige medspillere i forebyggelsen af alkoholskader, forklarer EUCAM. Derfor kommer der forslag oplysningskampagner, som skal lære folk at nyde alkohol ansvarligt. I Danmark har industrien oprettet GODA, som skal lære de unge ’Gode alkoholvaner’. De har blandt andet udgivet  oplysningsmateriale til Folkeskolen om ansvarlig omgang med alkohol.  Billedsiden er blevet kritiseret for tværtimod at opfordre til at hælde masser af alkohol indenbords til festerne.  EUCAM understreger, at  alkoholindustriens forslag til kampagner er et røgslør uden reel effekt.  Forskningen viser, at oplysning i sig selv ikke får folk til at drikke mindre.  Skal samfundet for alvor beskyttes mod alkoholproblemer, må der også kontant regulering og lovgivning til.

Tvivl er lobbyisternes kerneprodukt
- Selvfølgelig er det svært at mobilisere en bevidsthed hos befolkningen om alkohol, når de næsten dagligt kan læse i avisen, at det er sundt. At det er alkoholindustriens ’forskningscentre’ der systematisk planter nyheder af denne art er nok ukendt for de fleste, skriver EUCAM og forklarer, at der på denne måde bliver skabt effektiv tvivl om de budskaber, som forskere kommer med ud fra en folkesundhedsvinkel.
Læsere, som kunne tænke sig et historisk overblik over de talrige successer, industrilobbyarbejde har fejret opfordres til sidst til at læse:  ’Doubt is Their Product: How Industry’s Assault on Science Threatens Your Health’ af David Michael. Den udkom i 2008.

EUCAM -   The European Centre for Monitoring Alcohol Marketing. Blev grundlagt i 2007 og arbejder med støtte fra NGO’ ere rundt om i Europa, blandt andet Alkoholpolitisk Landsråd i Danmark.
EUCAM indsamler og udveksler viden og erfaringer om alkohol markedsføring i Europa.

Den danske oversættelse af ’Alkoholindustriens syv hovedbudskaber’ kan downloades her fra siden.