magasinet-rus.dk

Forside Synspunkt Forebyggelse Drop kontrol og berøringsangst

Drop kontrol og berøringsangst

Udskriv

Susanne Pihl Hansen

 

Gå i stedet ind i en reel dialog med de unge om deres brug af rusmidler. De unge både kan og vil tale med os – hvis bare vi møder dem ordentligt!

Unges brug af rusmidler er et ømtåleligt emne for mange voksne. Vi – hvad enten vi er forældre, socialarbejdere eller politikere – vil helst ikke have, at de unge bruger rusmidler. I hvert fald ikke for mange, og slet ikke de illegale rusmidler som hash og andre stoffer.
Som konsekvens heraf møder vi ofte de unge med kontrol eller berøringsangst. Og meget ofte med begge dele på én gang.

Hvorfor er det sjovt at bruge?
Vi prøver at kontrollere, forbyde eller sanktionere os ud af problemet: Vi siger til de unge, at de ikke må drikke, før de er 16. Vi beder politiet slå hårdt ned på selv små besiddelser af hash eller andre rusmidler. Og vi garnerer ofte det hele med advarsler, trusler og – hvis de alligevel forbryder sig mod vores regler og formaninger – med sanktioner.
Samtidig møder vi dog også de unges brug af rusmidler med en vis berøringsangst: Vi taler med de unge om dét, vi tør, men ikke om det, der er lidt mere speget: Vi taler fx sjældent med dem om, hvordan de oplever rusmidlerne – og hvorfor det også kan være sjovt at drikke, ryge hash eller være på speed.

Vi taler til de unge, men sjældnere med de unge.
Vi siger, hvad vi selv mener, at de unge bør gøre eller ikke gøre, men lytter sjældent til hvad de har at sige. Det er – for at sige det mildt – ærgerligt. Hvis der skal ændres på danske unges store forbrug af rusmidler, er vi nødt til at turde gå ind i en reel dialog med de unge.
Dialog handler om at få en gensidig forståelse af hinandens synspunkter. Vi skal lytte til de unge. Ikke ’pseudo-lytte’, hvor vi foregiver at lytte, samtidig med at vi blot venter på at kunne sætte vores egne og meget vægtige argumenter ind. Vi skal lytte, fordi vi gerne vil prøve at forstå.
Dialog handler også om at fortælle om vores egne meninger og erfaringer med rusmidler – ikke for at overbevise de unge om, at vores meninger er de eneste rigtige, men for at få dem til at forstå, hvorfor vi ser på rusmidlerne, som vi gør. Målet med dialogen er at undersøge, forstå og opdage, snarere end at overtale og få ret.

Vil de da overhovedet tale med os?
Det korte svar er: Ja, det vil de godt!

Det er min erfaring fra samtaler med unge gennem de sidste 20 år, at de unge endog meget gerne vil tale om rusmidler med voksne. De vil gerne fortælle os om de erfaringer, de gør sig, både de dårlige og de gode, og de vil godt høre, hvad vi mener. De vil gerne have en væg at spille bolden op ad i deres søgen efter meningen med tilværelsen i almindelighed og rusmidler i særdeleshed.
Hvis vi møder de unge med åbenhed, nysgerrighed og et reelt ønske om at forstå, vil både de og vi blive meget, meget klogere.

Synspunkt skrives på skift af behandlere, politikere og meningsdannere, som i deres hverdag er beskæftiget med misbrugsproblemer.
Susanne Pihl Hansen har arbejdet med udsatte unge i 20 år, de sidste 12 år som konsulent. Hun arbejder nu som selvstændig konsulent i www.pihl-inklusive.dk
Vi  bragte i december 2008 Susanne Pihl Hansens artikel om metodeudviklingsprojektet Døgnanbragte unge og rusmidler med en række anbefalinger til arbejdet med de unge. Artiklen kan ses her.