magasinet-rus.dk

Forside Behandling Forskning og Undersøgelser Sundhedsvæsenets kastebolde

Sundhedsvæsenets kastebolde

Udskriv

 

 

De psykisk syge misbrugere får ofte ikke den hjælp, de har brug for, viser ny undersøgelse

At hjælpe et menneske, der både har et misbrug, psykiske problemer og rod i familie- og arbejdslivet, kræver mange forskelligartede faglige kompetencer hos alle involverede.
- Og det er ofte i koordineringen og samarbejdet, det går galt.
Det mener projektleder i Socialt Udviklingscenter SUS, Ivan Christensen, som er medforfatter til rapporten: ”Hvad sker der nu? En forundersøgelse af indsatsen for mennesker med dobbeltdiagnose.”

For lidt viden
Rapporten beskæftiger sig med de kommunale tilbud og sætter fokus på, i hvor høj grad misbrugsbehandlingsstederne, de sociale tilbud og de socialpsykiatriske tilbud i de medvirkende kommuner er bevidste om de særlige behov, der er hos mennesker med dobbeltdiagnoser. Rapporten sætter også fokus på, hvordan man udveksler informationer og hvordan indsatsen koordineres over for den enkelte bruger.

Koordinering halter
Koordinering af indsatsen er et af de punkter, hvor det halter, viser rapporten.

– Et godt eksempel er, at mere end en tredjedel af de adspurgte mener, at planerne for den fremtidige sociale- og sundhedsmæssige indsats i borgerens liv er utilstrækkelige, siger Ivan Christensen.

Handleplaner på det sociale område er kommunens ansvar, men ifølge loven skal kommunen i det enkelte tilfælde vurdere, om en sådan plan kunne være nyttig. Men når der er tale om mennesker med dobbeltdiagnoser, skal det sundhedsmæssige aspekt også tænkes med.

– Undersøgelsen viser, at der ofte ikke udarbejdes planer for hele indsatsen. Men netop i komplekse forløb, som mennesker med dobbeltdiagnoser ofte har, vil det være oplagt at have en samlet handleplan at forholde sig til, siger Ivan Christensen.

En af rapportens anbefalinger er derfor, at der skabes større klarhed over, hvem der har ansvaret for den overordnede koordinering.

Efteruddannelse
– Det er ikke den gode vilje, der mangler, siger Ivan Christensen.

Undersøgelsen viser da også, at de professionelle oplever nogen eller stor effekt af deres arbejde med at hjælpe brugerne. Men kun 3 ud af de 75 tilbud, man har været i kontakt med, siger, at de har et helhedsorienteret formål med indsatsen.

– Det betyder, at der ikke tages højde for både at afhjælpe de psykiatriske problemer, misbruget og fx det sociale aspekt, forklarer Ivan Christensen.

Derfor er en af rapportens konklusioner, at der skal sættes ind med efteruddannelse og undervisning i udredning og behandling af dobbeltdiagnoser på social- og sundhedsassistentuddannelsen, socialrådgiveruddannelsen, pædagoguddannelsen osv..

– Vi kan se, at der sidder nogle få fagpersoner rundt i landet, som har en stor viden om, hvad der virker i forhold til mennesker med dobbeltdiagnoser. Men rigtig mange af dem, der har med de her mennesker at gøre, er ikke særlig bevidste om problematikken og ved for lidt, siger Ivan Christensen.

Mere åbenhed og rummelighed

"Disse mennesker bliver oftest kun behandlet for enten misbruget eller den psykiske lidelse. Det er, som om man accepterer, at psykisk syge selvmedicinerer sig. Men misbruget gør det vanskeligt eller umuligt at behandle den psykiske lidelse. Det er et stort problem, som vi må have politikerne til at gøre noget ved" - Knud Kristensen, formand for Landsforeningen Sind

Om selve samarbejdet mellem de forskellige behandlingstilbud, konkluderer rapporten, at de langtfra er tilstrækkelige.

– Der er brug for en større åbenhed for nye samarbejder på tværs af sektorer og forskelligartede tilbud. Indtrykket er, at det ofte er økonomien, der kommer til at stå i vejen for et konstruktivt samarbejde mellem forskellige kommuner samt regioner og kommuner, siger Ivan Christensen.

Rapporten anbefaler, at der oprettes flere botilbud, som kan rumme mennesker med dobbeltdiagnose.

Desuden anbefales det, at man skaber særlige opsporings- og behandlingstilbud for unge og ikke mindst, at man etablerer nogle specialteams på området, så mennesker med dobbeltdiagnoser ikke bliver kastebolde mellem forskellige aktører på social- og sundhedsområdet.

Politikerne må på banen
Initiativtageren til undersøgelsen er Landsforeningen SIND. Foreningens formand Knud Kristensen efterlyser politisk handling.

– Disse mennesker bliver oftest kun behandlet for enten misbruget eller den psykiske lidelse. Det er, som om man accepterer, at psykisk syge selvmedicinerer sig. Men misbruget gør det vanskeligt eller umuligt at behandle den psykiske lidelse. Det er et stort problem, som vi må have politikerne til at gøre noget ved.

Sundhedsminister Bertel Haarder peger på, at regeringen har taget flere skridt i den rigtige retning, og at mulighederne for den rigtig behandling allerede findes.

– Jeg mener, at redskaberne og de faglige anbefalinger er til stede til at sikre en helhedsorienteret behandling af dobbeltdiagnosepatienter, siger sundhedsministeren.

Rapporten - ”Hvad sker der nu? En forundersøgelse af indsatsen for mennesker med en dobbeltdiagnose” - kan ses her
Den er bestilt af Landsforeningen SIND og udarbejdet af Socialt Udviklingscenter SUS.

400 tilbud i Region Nordjylland og Region Sjælland inden for både det sociale og det psykiatriske område blev bedt om at deltage.
75 meldte tilbage, heraf ingen psykiatriske afdelinger. Desuden har man interviewet 3 brugere og haft en ekspertgruppe på 6 resursepersoner inden for området.