magasinet-rus.dk

Forside Alkoholkultur Generelt Myten om alkohols magiske rusvirkning

Myten om alkohols magiske rusvirkning

Udskriv

Måske skal man droppe berøringsangsten og tage fat i myterne om ’alkohols magiske rusvirkning’, hvis forbrugskulturen skal ændres.

'Hvert samfund har de nydelses- og rusmidler, det fortjener, og som det behøver og kan tåle', siger den tyske sociolog og filosof Wolfgang Schivelbusch.

Billede af DionysosI den vesterlandske kultur har alkohol siden antikken været det dominerende rusmiddel. Ligegyldigt om den indtages som øl, vin eller brændevin opleves alkoholen som en så uadskillelig del af vores kultur, at vi ville have svært ved at forestille os vor del af verden helt uden alkohol. Og selv om også alkoholbrugen har store samfundsmæssige omkostninger i Danmark i form af fysiske, psykiske, sociale og økonomiske skadevirkninger, så bliver brugen af alkohol accepteret og kun i forholdsvis begrænset omfang lovmæssigt reguleret.

Troen på information
Dansk alkoholpolitik er kendt for at være liberal og har historisk set ret ensidigt fokuseret på at påvirke efterspørgslen via information og opdragelse mere end at regulere udbuddet. Allerede i Ædruelighedskommisionens betænkning 1907 slås det fast, at den første forudsætning for en fremgang i retning af ædruelighed er, at befolkningen bliver belært om alkoholens væsen og virkninger, og med Lov af 16. Maj 1937 om folkeskolen bliver undervisning om alkohol obligatorisk i samtlige skoleformer.
Denne tro på information og oplysning som primære problemhæmmende faktorer i relation til alkoholbrug holder sig stort set konstant op gennem tiden.

Fokus på individet
Siden 1990 har Sundhedsstyrelsen årligt gennemført en landsdækkende kampagne i uge 40 med hele den danske befolkning som målgruppe. Hovedbudskabet har været en udmelding af genstandsgrænser for et vurderet ikke-skadeligt forbrug: ”Højst 21 genstande om ugen for mænd og 14 for kvinder”. Udmeldingen er senere blevet suppleret med en opfordring om ikke at drikke mere end 5 genstande pr. drikke-session.
Ser man på budskabet i de første af disse kampagner, var der tale om et budskab/en opfordring rettet mod ”det forbrugende individ”. Således hed det i 1990: ”Alle kan trænge til en alkoholfri uge.

Selvkontrol
Sidst i 1990´erne sker der imidlertid et fokusskift med hensyn til modtagerfeltet. Nu rettes opfordringen til ”det socialt ansvarlige individ” – og budskabet lyder: ”Kender du også én, der drikker for meget?” (underforstået – at såfremt man gør, er man også forpligtet til at gribe ind). De senere år er der især blevet appelleret til forældre til teenagere – og kampagnen har haft særlig fokus på forældre som rollemodeller for deres børn, hvor hovedbudskabet har været: ”Børn og unge skal ikke drikke alkohol”.

Fælles for kampagnens budskaber gennem årene er dog, at de alle har haft fokus på alkoholbrugen på individniveau – ikke på hverken organisations-, institutions- og/eller samfundsniveau. Og undersøgelser om danskernes holdninger til alkoholpolitiske spørgsmål viser da også, at danskerne ser alkoholbrug som et meget individuelt orienteret ansvarsområde, der primært afspejler individets grad af evne til selvkontrol .

Se på brugskulturen
I modsætning til de voksnes alkoholforbrug, der ofte er præget af et jævnt fordelt forbrug over tid, er de unges drikkevaner præget af fest-drikning, hvor der typisk drikkes meget beruselsesorienteret.
Disse to typer af drikkemønstre afføder forskellige typer af skader – og synes således også at kræve forskellige typer af forebyggende/skades-minimerende indsatser.
Den information og oplysning om alkohol som danskerne typisk præsenteres for, er hovedsagelig orienteret mod at belyse skadevirkninger af alkoholforbruget – hvad enten det drejer sig om de primære skader (ulykker og utilsigtede hændelser som direkte konsekvens af beruselse) eller de sekundære skader (fysiske/psykiske skader af et langvarigt stort alkoholforbrug). Imidlertid er der med held gennemført forebyggelsesprojekter, der tager udgangspunkt mere konkret i selve den aktuelle brugskultur – herunder projekter med sigte på fx at nedbryde unges overdrevne forestillinger om andre unges alkoholforbrug - den såkaldte flertals-misforståelse.

Rusens ’magiske’ virkning
De fleste danskere drikker jo ikke alkohol på trods af de angivne, relaterede skadevirkninger, men på grund af de subjektivt oplevede positive virkninger. Som eksempel herpå angives ofte, at alkohol virker afslappende, løser hæmninger, øger selvtilliden og får én til at føle sig i bedre humør.
Den norske alkoholforsker Hans Olaf Fekjær konkluderede allerede i 1987 følgende om rusmidlernes ”magiske” virkninger:
- Intet stof får automatisk mennesker til å føle seg ”rusa” (”high”). En må lære å fortolke stoffenes fysiske virkninger som anledninger til å blive ”rusa”. Det er individers og samfunns forventninger som får folk til å assosiere indre opplevelser med de fysiske fornemmelsene som stoffene skaper. Hvis denne assosiasjonen ikke utvikler seg, eller opphører, kan folk ta de høyeste doser med stoff uten å blive ”rusa”, de føler seg bare forgiftet (”drugged”).

Den subjektiv rusoplevelse
Den sociokulturelle læring i forhold til alkoholindtagelse spiller således en afgørende rolle for det enkelte individs subjektive rusoplevelse, som i høj grad styres af forventninger, samt den kulturskabte definition af hvad der adfærdsmæssigt er tilladt hhv. ikke tilladt i rusen. Mange af de alkoholrelaterede sociale skader, vi i vores kultur oplever, relaterer sig netop til uhensigtsmæssig beruselsesadfærd (aggression, vold, kriminalitet mv.). Fekjær har i et senere studie gennemgået forskningen omkring blindtest af virkningerne af alkoholindtagelse, og han opsummerer resultaterne af denne forskning således:

  • Forskningen kan ikke bekræfte, at alkohol øger den seksuelle interesse. Forskningen viser at alkoholindtagelse svækker mænds potens og kvindes respons.
  • Forskningen viser dog også, at troen på, at man har drukket alkohol øger den seksuelle interesse.
  • Forskningen har ikke bekræftet, at alkohol løsner/mindsker hæmninger. Troen på at man har drukket alkohol, kan imidlertid fremprovokere hæmningsløs adfærd.
  • Forskning omkring alkohol og angst har givet modstridende resultater. Alkoholindtagelse har her ofte været virkningsløs – og lige mange tilfælde har den øget som svækket angstfølelse.
  • Forskningen har ikke entydigt bekræftet at alkoholindtagelse fører til øget aggression. Troen på at man har drukket har imidlertid i flere tilfælde fremprovokeret aggressiv adfærd.
  • Forskningen har ikke bekræftet at alkoholindtagelse giver bedre humør eller øget selvtillid.
  • Forskningen har bekræftet at alkoholindtagelse svækker færdigheder som reaktionstid, koordinationsevne samt intellektuelle færdigheder.

Nedbryd myterne
Det er således i lige så høj grad den enkelte forbrugskulturs forståelse af, hvad beruselse er og bevirker, der styrer beruselsesadfærden – som selve det indtagne stof. Så måske man i den danske informations- og oplysningstradition skulle overveje at droppe berøringsangsten i forhold til de subjektivt oplevede positive erfaringer med alkoholindtagelse – og forsøgsvis bl.a. tage fat på at nedbryde myterne om alkohols ”magiske rus-virkninger”.

Beruselsesadfærd er ikke kun et resultat af det stof og den mængde det indtages i – men i lige så høj grad af den aktuelle forbrugskulturs definition og dermed også delvise accept af den adfærd, det medfører.

 

Karen Elmeland er lektor, mag.art. og ph.d på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet. Hendes forskningsområder er Samfund og politik, herunder rusmidler, misbrug og afhængighed. Hun har udgivet en lang række arbejder og er en eftertragtet foredragsholder. En samlet oversigt kan ses på Center for Rusmiddelforsknings hjemmeside.