magasinet-rus.dk

Forside Behandling Døgnbehandling 15 bajere og en blindestok

15 bajere og en blindestok

Udskriv

Det er en kamp at slippe ud af sit misbrug. Slås man samtidig med et handicap, kræver det ekstra motivation. Kim klarede det med hjælp fra Ringgården.

- Som blind kan man ikke være anonym. Er man ude at handle eller stiger ind i bussen, har man altid en følelse af, at folk kigger, fortæller Kim Johansen.

Af gode grunde kan han ikke selv kontrollere, om fornemmelsen har hold i virkeligheden, men angsten for at gå ud er reel nok.

- Det kan være en svær overvindelse at komme af sted, siger Kim Johansen, der oplevede, at det gik lidt nemmere, hvis han drak sig mod til.

Overvindelse
Det var også en svær overvindelse at tage af sted til Ringgården i Middelfart, som er KFUM’s Sociale Arbejdes behandlingsinstitution, men Kim Johansen tog selv kontakt for at komme i døgnbehandling. Allerede før sygdommen gjorde ham blind, havde han haft et årelangt overforbrug af alkohol, og det blev ikke mindre, da han for ti år siden blev ramt af synssvigt, arbejdsløshed og skilsmisse. Der røg nemt 15 bajere ned om dagen.

- Jeg vidste, at jeg måtte have hjælp til at komme ud af misbruget. Jeg magtede ikke det derhjemme, og det gik ud over mine børn, fortæller Kim, der havde overtaget ansvaret for sine to drenge på 12 og 15 år, efter deres mor døde.

- Før mit ophold var jeg meget betænkelig – om jeg kunne finde rundt, om jeg kunne følge med i undervisningen, og om jeg kom til at føle mig alene. Bare sådan noget, som at maden blev serveret som buffet, er jo problematisk for en blind, forklarer Kim Johansen.

På lige fod
Alle hans bekymringer blev imidlertid gjort til skamme. Både personale og de øvrige beboere vænnede sig hurtigt til hans handicap.

- Der var altid nogen at følges med og altid nogen, der tilbød at hjælpe. Det havde enormt stor betydning, og jeg brugte ikke energi på ikke at kunne se, fortæller Kim Johansen og tilføjer med et smil, at det kun var i forbindelse med opvasketjansen, at han bevidst optrådte som multihandicappet.

Ellers var han fuldt ud med i programmet – også i gruppens fritidsaktiviteter.

- Der er ikke noget værre end at stå alene i bar røv og blindestok i en svømmehal, for alle lydene kastes rundt, så det er svært at orientere sig, men de andre var utrolig flinke til at tage mig med, siger Kim Johansen, der beskriver det som guld værd, at han deltog på lige fod med de øvrige, uden at der blev taget særlige hensyn.

Faglig udfordring
På Ringgården har man ikke den store erfaring med blinde i behandling, men gruppeleder Birgit Clausen var ikke betænkelig.

- Vi var overbevist om, at det kunne lade sig gøre, men måtte naturligvis tænke over, hvordan vi kunne takle de praktiske ting, siger Birgit Clausen, der også måtte overveje selve behandlingen.

- Det stillede krav om opfindsomhed, for egentlig er meget af undervisningen skriftlig. Vi måtte huske at være mundtlige og fortælle, hvad der blev skrevet på tavlen. Vi lavede også søjlediagrammer af tape, så de kunne føles med fingrene, og illustrerede nogle gange ved at “tegne” figurer på Kims håndflade, fortæller hun.

- De andre i gruppen vænnede sig lynhurtigt til det og var i det hele taget meget omsorgsfulde, fortæller hun og understreger, at der i behandlingen ikke blev gjort forskel.

- Kim blev ikke skånet eller strøget med hårene, fordi “det var synd for ham”.

Overvinde grænser
Birgit Clausen vurderer, at den største udfordring lå i at arbejde med sine egne grænser.

- Det sværeste er at forholde sig til sin egen usikkerhed. Man kan være angst for at såre eller fornærme, indtil man lærer, at det er ok at spørge og ok at sige, at man er usikker. Det hjalp meget, at Kim selv er åben omkring sit handicap og har humoristisk sans, fortæller hun og smågriner ved tanken om det første fællesmøde, hvor Kim tog fusen på alle ved at klage over, at pæren i hans arkitektlampe var gået.

Overskud
I dag føler Kim Johansen, at han har fået styr på sit liv. Hverdagen fungerer. Han har fået lyst og energi tilbage og engagerer sig i både kajakroning, terrasserenovering og frivilligt bestyrelsesarbejde.

- Drengene har fået en ædru far, der er aktiv, pålidelig og kærlig, understreger han og tilføjer, at den nemmeste del var at holde op med at drikke.

- Det sværeste er de ting, man skal arbejde med i sin personlighed. Her har behandlingen givet mig nogle redskaber, som også hjælper mig til at acceptere mit handicap, siger han.

Kim Johansen har fået job som konsulent i Dansk Blindesamfund og skal hjælpe synshandicappede. På sigt vil han gerne deltage i kurser, der giver faglig kompetence inden for alkoholrådgivning.

- Jeg ved, at der også er andre synshandicappede med alkoholproblemer, og dem vil jeg selvfølgelig gerne fortælle, at der er mulighed for at få hjælp, og at et synshandicap ikke er en hindring for det, slutter han.