magasinet-rus.dk

Forside Behandling Døgnbehandling Sydgården omstiller sig

Sydgården omstiller sig

Udskriv

Sydgården i Haderslev er et behandlingscenter med 24 pladser for alkohol- og blandingsmisbrugere, som er startet i 1987, tilknyttet KFUM’s Sociale Arbejde. Sydgården arbejder med døgnbehandling, dagbehandling og et midtvejshus (efterbehandling) for personer med både alkohol og blandingsmisbrug. Arbejdet baseres lovgivningsmæssigt på § 141 i Sundhedsloven og § 107 i Serviceloven.

Strukturreformen kan mærkes, og forstander Erik Hansen har omstillet organisationen til at imødegå forandringerne bedst muligt. Erik Hansen oplevede ikke en øjeblikkelig nedgang i antal klienter i døgnbehandling, for den første tid rakte amternes behandlingsaftaler ind i 2007, men efter nogle måneder slog et fald på mellem 10 og 20% igennem på døgnbehandlingen.

Umiddelbart fald på 60 procent
Dagbehandlingen var i højere grad ramt med et umiddelbart fald på 60% og siden aflysning af kurser. Det lykkedes at justere på personalesiden, og der er kommet en stigning i henvisninger til blandingsmisbrugsbehandling. Samlet set hænger første halvår derfor sammen økonomisk, men der er en nedgang på døgnbehandling, der har holdt sig, og fremtiden for dagbehandlingen er uvis. Der kan dog gennemføres et fuldttegnet kursus i august. Det er lykkedes at finde nogle nye projekter, som de berørte medarbejdere for tiden arbejder med.

Besparelser på 50 procent
- Vi er bekendt med, at én af vores sædvanlige offentlige samarbejdspartnere i Jylland er oppe imod et sparekrav på 50%. Vores situation ville have været alvorlig, hvis ikke der var kommet en tilgang af nye klienter til alkoholbehandling fra Sjælland. Det har vi ikke set før, og det glæder vi os jo over, men venteliste som vi plejer at have, er ikke længere aktuelt, fortæller Erik Hansen.

Kommunalt bureaukrati
Erik Hansen oplever, at de nye kommuner er mere bureaukratiske, end amter og kommuner var før. Før reformen havde en klient typisk en kontaktperson fra kommunen og en fra det henvisende rådgivningscenter. Nu kan der være tre kommunale kontaktpersoner involveret, og arbejdsgangene er mere omfattende. Samtidig er visitationskriterierne flere steder strammet. Så selv om det kan være samme fagpersoner som før reformen, der henviser, kan det muligvis forklare en del af de færre henviste.

Satspuljens fripladser
- Nogle klienter er blevet mere belastede, og de har mange tilbagefald under behandling. De ville helt klart aldrig få et tilbud, hvis kommunen selv skulle betale. Så jeg tror, de klienter ville være ringere stillet uden fripladser. I den sidste ende er det en moralsk overvejelse for samfundet. Hvor lidt må man nøjes med at gøre for de tungeste?, siger Erik Hansen.