magasinet-rus.dk

Forside Alkoholkultur Passiv drikning Ny hjemmeside for udsatte børn og unge

Ny hjemmeside for udsatte børn og unge

Udskriv

På hope.dk/ung kan børn og unge mødes døgnet rundt med andre ligestillede og få rådgivning, træne sociale relationer og finde adresser på steder, der tilbyder hjælp.

”Min mor drikker og har gjort det siden jeg kan huske det. Efter mine forældre blev skilt begyndte min mor at gå i AA, men faldt hurtigt i igen. Hun giver mig og min bror skylden for hendes ulykkelige liv, det er MIN skyld de blev skilt, men hvis det er tilfældet, er jeg kun glad for det! og det burde hun også være! Jeg kan ikke holde den skyldfølelse ud længere, jeg er slidt helt ned. Jeg kan ikke længere leve med en mor som dranker, jeg kan ikke tåle synet af hende længere – når hun er beruset. Hun giver mig kvalme! Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre længere, nu har jeg næsten prøvet alt… det er min skyld det hele…”

Sådan skriver en pige på hope.dk/ung, som De frivilliges Netværk mod misbrug kalder den ny rådgivningsog netværkshjemmeside for børn og teenagere, der vokser op i familier med alkoholproblemer.

Bryde isolationen
Sundhedsstyrelsen skønner, at 60.000 børn vokser op i familier med svære alkoholproblemer. Disse børn har en stor risiko for at udvikle depression, angst og afhængighed af rusmidler senere i livet.

- Vi vil gerne nå de børn og unge, som endnu ikke har turdet bryde isolationen og fortælle om deres problemer, siger Allan Jonas, der er projektmedarbejder på den nye hjemmeside.

Træne sociale relationer
På hope.dk/ung kan børn og unge døgnet rundt mødes med andre ligestillede, få rådgivning, træne sociale relationer og finde adresser på steder, der tilbyder hjælp. Hjemmesiden har også en brevkasse, hvor faguddannede frivillige sidder klar til at svare på spørgsmål.

- Vi ønsker, at langt flere børn og unge, der vokser op i alkoholiserede familier, kontakter voksne ressourcepersoner i deres omgangskreds, børne- og familiesagkyndige, terapitilbud, selvhjælpsgrupper og andre steder, hvor de kan få hjælp til at bearbejde deres problemer, fortæller Allan Jonas.

Ikke tilladt for voksne
Hope.dk/ung er målrettet børn mellem 9 og 12 år og teenagere. Det er ikke tilladt for voksne at henvende sig til børn eller unge, som skriver på siden. Af sikkerhedsmæssige årsager får brugerne besked om, at de ikke skal opgive efternavn, adresse, mail og telefonnummer. En administrator søger for, at reglerne bliver overholdt.

Den nye hjemmeside for udsatte børn og unge er udviklet i tæt samarbejde med fagkonsulenterne Lisbet Kimer og Lise Lotte Olesen fra Slagelse Kommunes Misbrugscenter samt børne- familiesagkyndig Ann Provis fra København Kommunes åbne anonyme rådgivning.

Se hjemmesiden: www.hope.dk/ung